En indendørs koncert i højsommeren og jo; det var selvsagt hedt som i selve Satans armhule. Til alt held var aromaen marginalt bedre, og de fordømtes skrig var afløst af en Mark Knopfler i finere form, end jeg har hørt ham siden Dire Straits’ klasse-koncerter på Gentofte Stadion for næsten ti år siden.

Money For Nothing? Næppe! 6.500 fik en fornem koncert for pengene, hvor Mark Knopfler og hans fremragende backingband gav en opvisning i kunsten at spille musik for musikkens egen skyld. Foto: Jeanne Kornum

Men fra Mark Knopfler i aftes lagde ud med en dynamisk og legesyg »Calling Elvis« (med indlagt »Wonderful Copenhagen« vignet) stod det imidlertid fra starten klart, at Mark og hans fremragende backingband denne gang ville noget. Og det, de ville, var en koncert, som størstedelen af vejen blev en opvisning i kunsten at spille musik for musikkens egen skyld.

Og det er så hér førnævnte begreb »dynamik« kommer ind. I musikalsk forstand opstår dynamik, når et band forstår at underspille de rigtige steder, køre op i crescendoer, når dét er nødvendigt og i øvrigt lægge musikken næsten til hvile i total kontrol, når det er med dén på. Lyset mod skyggen, det sorte mod det hvide for det godes skyld og kontrol i kaos, om I vil.

Det var på dén konto, Knopfler og bandet gentagne gange brillerede på en aften, hvor intet var forhastet, og sangene fik den tid, det tager sådan nogle for alvor at folde sig ud.

Som vi hørte det på »Calling Elvis«, fantastisk følte udgaver af »Telegraph Road« (aftenens højdepunkt for hér blev den sved, som drev af Marks gribebræt med ét til hjerteblod!) og »Brothers In Arms«, en legesyg »What It Is« med en intro som den naturligste ting af verden hentet fra den skotske traditional »Loch Lomond« samt en version af klassikeren »Sultans Of Swing« med så overlegent og opfindsomt guitarspil, at den stadig efter alle disse år kan tage vejret fra mig.

Musik spillet på den måde kræver så også, at man som tilhører er klar til at tage turen med ind, hvor rockens nerve er blottet, og dér opstod så gårsdagens eneste problem på grund af lydstyrken eller manglen på samme.

Når bandet nu engang gør den indsats for vores skyld, gad man jo godt vise dem den respekt også at være optimalt opmærksom. Men det kan fandme godt være vanskeligt, når man nu tydeligt kan høre, at parret på rækken bagved tilsyneladende er ved at lægge lydsporet ind på en tysk pornofilm fra 70’erne.

Lydene var vist godt nok ment som bifaldsytringer til Knopfler, men det blev de sgu’ ikke mindre distraherende af! Jeg kan sagtens forstå, at musik, som et langt stykke ad vejen er ment intimt også skal spilles sådan, men det nytter for lidt i en kvæghal som Forum, som gør for begrebet »intimitet«, hvad Kiss gør for musikalsk mådehold.

Hold da kæft, hvad man dog ikke havde givet for, at Forum denne aften var skiftet ud med en ydmyg bar i Baton Rouge... eller for den sags skyld i Bøvlingbjerg.

Men hverken lydstyrke eller Forum skal lægges Mark Knopfler til last på en aften, som bød på talrige højdepunkter. Ikke mindst - for nu at sætte nådesstødet ind over for alle jer, som ikke var blandt de 6.500 i aftes - en pragtfuld akustisk intro til »Money For Nothing«, som blot satte ekstra trumf på, hvorfor det nummer er en klassiker, da Mark langt om længe hamrede til det elektriske hegn og satte sangen i gang for alvor.

Det ser så let ud, hvad det fandme ikke er, d’damer og herrer, men det er et Marks mirakel at få det til at se ud som om...

Lagt på www.bt.dk torsdag den 26. juli 2001, kl. 04:17